CARMINA BURANA

Black Box Dance Company genopfører danseforestillingen Carmina Burana, hvor unge talenter fra Dansk Talentakademi og Den Kgl. Balletskole i Holstebro er inviteret til at medvirke. Herudover medvirker en ung kvinde, som på trods af sit handikap bliver omdrejningspunktet i denne forestilling.

Forestillingen omhandler en ung handicappet piges stræben efter at blive en del af en gruppe – blive anerkendt og accepteret på trods af, at hun ikke er som alle andre – hendes højeste ønske er, at optræde på en scene og være en del af af noget – udleve sin drøm om at blive en professionel danser. 

https://youtu.be/9bZP4WzkRxA

I forestillingen medvirker 8 dansere fra Black Box Dance Company, og derudover har vi allieret os med en tidligere danser, der hedder Astrid B. Thorsen. Hun havde en meget lovende dansekarriere, men efter at være blevet vaccineret med HPV-vaccinen har hun haft så mange bivirkninger, at hun i 2015 blev tilkendt førtidspension, på trods af at hun kun er 22 år. 

Udover Astrid medvirker der også 6 håndplukkede unge talenter fra Dansk Talentakademis danselinje samt 4 dygtige elever fra Den Kongelige Balletskole i Holstebro.

Forestillingen er baseret på musikken, der er komponeret af tyskeren Carl Orff i 1936. Få komponister har som Carl Orff formået at tryllebinde sit publikum, som han gør med værket Carmina Burana.  Værket har man kunne høre og se i adskillige opsætninger – lige fra ballet til opera og film samt til computerspil, og nu vil det blive brugt i forbindelse med denne helt nye fortolkning, som skal koreograferes af den sydafrikanske koreograf Melody Putu.

Melody Putu har de sidste to år koreograferet for professionelle dansere i Skånes Danseteater og for handicappede i Malmö med stor succes, hvilket er grunden til at vi har inviteret ham til være koreograf på denne forestilling. Melody er god til at sætte fokus på temaet inklusion og delagtighed på scenen, samt tage udgangspunkt i de menneskelige ressourcer og talenter.

Marie Brolin-Tani, der er kunstnerisk leder for kompagniet har siden opstarten af Black Box Dance Company haft et stort ønske om at lave et lokalt projekt, hvor vi kunne inddrage nogle af de lokale talenter fra Den Kgl. Balletskole samt DTA, og derfor fik hun idéen til denne forestilling.

Vi ønsker med denne forestilling at sætte fokus på, at man på trods af et handicap godt kan medvirke i en professionel forestilling, og dermed stadig kan få opfyldt sin drøm om at medvirke på scenen på lige fod med andre mennesker, der ikke har et handicap. Derudover har vi haft fokus på at inddrage nogle unge talentfulde dansere, som endnu ikke er professionelle, men som har en drøm og et ønske om at blive det. Vi ønsker at give disse talenter muligheden for at arbejde med uddannede unge professionelle dansere, så de kan få lov at mærke på egen krop, hvad det kræver at være professionel danser, og dermed kan kompagniet forhåbentlig være medvirkende til at de bevarer ønsket og drømmen om selv at få en karriere inden for dansebranchen.

IDE OG KONCEPT: Marie Brolin-Tani KOREOGRAF: Melody PutuKOSTUMEDESIGN: Beth SchreiberMUSIK: Carl Orff DANSERE: Astrid B. Thorsen, 8 fra Black Box Dance Company, 6 fra DTA og 4 fra Den Kgl. Balletskole 

Køb billet